Gordons verden

Gordons Verden er en kvasiselvbiografisk serie lavet i 2004 i samarbejde med multikunstneren og linselusen Gordon Inc, idet Bitsch er for selvhøjtidelig til at lave selvbiografiske tegneserier, hvor han udstiller sig selv.

Gordons Verden er lavet som daily strip. En del af ambitionen med serien var at gøre op med den stivnede og udynamiske form, som oftest har kendetegnet humorgenrens strips, ved at integrere dynamikken fra action- og adventure genrens form indenfor rammerne af en stribeserie, som oftest udgjordes af afsluttede hverdagsbeskrivende forløb. Yderligere var det et mål, at et billede pr. stribe skulle have populærkulturel ”ikon-værdi”, hvilket til dels lykkedes. Gordon Inc’s fortrin som kunstner er, at han kobler de urealistiske trivialgenrer med hverdagsbeskrivelse, og dermed udgør en slags missing link mellem realisme og fabulerende genrer.

Selvom serien blev lavet med henblik på et liv som avisstribe forblev dette urealiseret. Dog blev 26 striber trykt som et tegneserietillæg i sort/hvid i Gordon Incs bog ”Ord Fra Fronten”, som udkom efteråret 2006 på Borgens forlag. I de ret negative anmeldelser af bogen blev tegneserien som omtrent det eneste fremhævet som noget godt:

Udtalelser om serien og uddrag af anmeldelser:

”I hvert fald har jeg ikke siden Nashs sene, skamløse scrapbøger set en bog med så mange gengivelser af forfatterens åsyn, både fotos og – især, hvad kan det hedde – tv-skærm-frysninger og tegninger, herunder 24 striber af en tegneserie, Gordons Verden. Som noget af det bedre i bogen, fordi tegningerne, ved Jørgen Bitsch, rent faktisk har stil, en grim stil, men dog en stil. Gordons problem som skribent er, at han ingen stil har, og modsat Nash vel heller ikke nogensinde har haft én.”

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 10. november 2006.

”…Bitsch’ tegninger er gode: Så mit eksemplar får lov at ligge på kaffebordet en tid.”

Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende, 2. november 2006.

Forinden var serien dog forsøgt afsat som avisstribe. Her er et klip fra Dagbladet Politikens afslag fra 2004:

”Jeres serie mangler ikke stilistisk glitter, heller ikke polemisk vilje til provokation og aktuelle kommentarer. Men vi synes også at tekster og tegninger går over stregen ind i mellem og bliver lidt vel uartikuleret aggression.”